Jeg var i starten af mine halvtreds. Et rygestop lå bag mig, 15 kilo ekstra sad på kroppen, og jeg havde truffet en beslutning om at komme i gang igen. Som dreng havde jeg løbet sprint på bane. Korte distancer. Langdistance var aldrig mit felt, men hvor svært kunne det være? Man løber jo bare.

Første tur: 600 meter. Næste: 800 meter. Så 1 kilometer. Langsomt kæmpede jeg mig op mod 2-3 kilometer, men hver eneste gang sagde kroppen komplet stop. Jeg var ikke bare lidt forpustet. Det var et totalt stop. Jeg kunne ikke trække vejret ordentligt, måtte standse og tænkte: Det her er åbenbart ikke for mig.

Løbeskoene røg på hylden.

Fejlen var imidlertid ikke fysisk. Den var mental.

Jeg troede, jeg vidste, hvad der skulle til. Og netop fordi jeg troede det, lyttede jeg ikke. Jeg lyttede ikke til min krop, og jeg lyttede ikke til dem, der vidste mere end mig. Jeg startede med min egen konklusion og løb direkte ind i muren.

Det er et mønster, mange ledere kender alt for godt.

At bygge fundamentet før man løber

Efter et halvt år begyndte jeg i stedet at opbygge noget. Jeg skulle ikke løbe, jeg skulle bygge. Det startede med styrketræning derhjemme: mavebøjninger og squats. Og så fandt jeg et sjippetov, som viste sig at blive nøglen. Sjipning træner det kardiovaskulære system, koordinationen og – helt afgørende – evnen til at regulere vejrtrækningen under belastning. Det var alt det, jeg manglede.

Men det fandt jeg kun ud af, fordi jeg denne gang begyndte at lytte. Til eksperter, til min krop og til dem, der vidste mere end mig på netop dette område.

Da jeg igen snørede løbeskoene, var udgangspunktet et andet. Det var ikke en anden krop, men et andet mindset.

Første tur var på 800 meter. Tre dage senere løb jeg 1,2 kilometer. Gradvist og langsomt begyndte det at åbne sig. 5 kilometer. 7 kilometer. 9 kilometer. Og til sidst 11,5 kilometer – godt et halvt år efter, jeg var startet forfra.

Forskellen på at nå i mål og at give op

Forskning viser, at mange begyndere løber ind i problemer, ikke fordi de er i for dårlig form, men fordi de springer fundamentet over. Styrke i core og ben, vejrtrækningsteknik, progressiv belastning og tværgående konditionstræning som sjipning er alle dokumenterede byggesten for en stærk løbeøkonomi. De fleste ved det bare ikke, fordi de aldrig har spurgt nogen, der ved det.

Det er præcis dét, der udgør forskellen på at nå i mål og at ende med skoene på hylden.

Og hvad har det med ledelse at gøre?

Alt.

Ikke fordi løb og ledelse er det samme, men fordi fejlen er den samme: At tro, man ved, hvad der skal til, uden at have spurgt dem, der faktisk ved det. At starte med svaret i stedet for spørgsmålet. At forveksle selvsikkerhed med kompetence.

Når kompleksitet føles overvældende, og man som leder arbejder hårdt, men føler, at man løber hurtigere og hurtigere uden at komme derhen, man vil, er det tid til at stoppe op. Det er her, man opdager, at man måske har bygget sit eget fængsel af vaner og overbevisninger.

De bedste ledere, jeg har mødt, er ikke dem, der vidste mest fra start. Det er dem, der var villige til at stoppe op, lytte indad og justere kursen – selvom det krævede, at de indrømmede, at den måde, de hidtil havde gjort tingene på, ikke virkede. Det handler om at lede med nysgerrighed frem for svar.

Det kræver mod. Og det betaler sig.