Hvad du egentlig søger, når du ringer til en clairvoyant

Noget er uafklaret. Ikke på en måde man kan sætte ord på over for en ven, og bestemt ikke på en måde der føles alvorlig nok til en terapeut, men det ligger der alligevel og fylder. Et valg der trækker ud, en relation der føles uklar, en fornemmelse af at stå foran noget uden helt at vide hvad. Og på et tidspunkt begynder tanken at dukke op om at ringe til en clairvoyant.

For rigtig mange starter det netop der. Ikke med tro, ikke med overbevisning, men med et sted man ikke ved hvor man ellers skal hen med det.

Clairvoyance er et af de felter der sjældent tages alvorligt offentligt, men som privat bruges af langt flere end der indrømmer det. Den dobbelthed siger faktisk noget interessant om hvad vi tillader os selv at søge, og hvad vi tillader os at fortælle om det bagefter. En session foregår for de fleste i det stille, og historien om den justeres alt efter hvem man taler med bagefter.

Selve praksissen går ud på at modtage og formidle information der ikke kommer gennem de almindelige sanser. En clairvoyant arbejder typisk med billeder, fornemmelser eller budskaber der opstår intuitivt, og som tolkes i forhold til den person der sidder overfor. Nogle arbejder med afdøde, andre med relationer der stadig er i live, andre igen med retningen på ens liv i mere abstrakt forstand. Rammerne varierer meget fra person til person, men grundbevægelsen er den samme, noget usynligt forsøges gjort tilgængeligt.

Hvad der egentlig sker i sådan en session, er svært at forklare uden at falde ned i den ene eller anden grøft. Enten bliver det til suggestion og ønsketænkning, eller det bliver accepteret ukritisk som sandhed. Begge dele er nok lidt for nemme svar, for det interessante er ikke om clairvoyance kan bevises videnskabeligt, men hvad det gør ved de mennesker der oplever det som meningsfuldt.

Og der er svaret ret konsekvent, mange forlader en session med en klarhed de ikke kunne have fundet frem til på samme måde ad andre veje. Ikke fordi en fremmed har fortalt dem hvad de skal gøre, men fordi noget er blevet sagt højt i rummet som de faktisk allerede vidste, og som de nu ikke kan se bort fra igen. Det er en underlig mekanik. Når en clairvoyant siger noget i retning af at man er ved at slippe noget der har siddet dybt, er det ikke nødvendigvis fordi personen ved det. Sætningen rammer fordi man selv ved det, og fordi den nu er blevet sagt højt.

Det er hverken svindel eller magi, det er noget tredje, og det tredje behøver ikke være mindre værdigt af den grund.

Der ligger selvfølgelig også en risiko i at søge bekræftelse hos nogen man opfatter som havende adgang til mere end de fleste andre. En clairvoyant der bare siger det man gerne vil høre, kan sende en i en retning man ellers aldrig ville have valgt, og gøre det med en autoritet der er svær at stille spørgsmål ved. De seriøse udøvere kender det ansvar godt. De peger tilbage på en selv i stedet for at bekræfte blindt, og de er ikke bange for at man er i tvivl, hverken om dem eller om det de siger.

Det er nok her forskellen mærkes tydeligst. En session der gør en mere afhængig af svar udefra er ikke det samme som en der gør en mere i kontakt med sine egne. Begge kan føles rigtig godt i øjeblikket, men de trækker i hver sin retning.

For de fleste der prøver det handler det sjældent primært om det spirituelle. Man sidder ikke nødvendigvis med en fast tro på det hinsides som en del af sit verdensbillede. Man sidder bare med noget man ikke ved hvad man skal stille op med, og har brug for et rum der ikke kræver at man allerede kender svaret på forhånd. Terapeuten spørger ind til fortiden. Coachen spørger ind til fremtiden. Den clairvoyante spørger egentlig ikke til noget bestemt, men lader en selv reagere på det der opstår undervejs. For nogle er det netop det der åbner noget.

Det er heller ikke tilfældigt at mange der søger clairvoyance står i en overgang. Sorg, brud, valg der ikke kan udskydes længere, en følelse af at livet skal finde en ny form men formen endnu er uklar. Overgange er svære netop fordi de handler om det vi endnu ikke kan se, og clairvoyancens styrke ligger i at den arbejder præcis der, i det rum der endnu ikke har fået kontur.

Om det er afdøde slægtninge der taler, eller om det er ens egen underbevidste viden der spejles tilbage gennem en anden persons nærvær og intuition, hører nok mere hjemme i filosofien og teologien end i selve oplevelsen. For den der sidder i stolen og mærker at noget rykker sig, er forklaringen ret sekundær. Bevægelsen er virkelig nok alligevel.

Og det er måske det værd at holde fast i, uanset hvad man selv mener om det hele, at en oplevelse kan have en reel virkning selvom vi aldrig bliver enige om hvad den egentlig er. Clairvoyance inviterer en til at tage sin egen indre viden alvorligt, bare ad en omvej der føles mindre sårbar end at sige det direkte til sig selv eller til nogen man kender godt.

Måske er det faktisk omvejen der er hele pointen. Ikke som en svaghed, men som en måde at nå frem på.