Det der holder folk fast er, at nogen ser dig kæmpe. Ikke præstere, ikke vinde, bare kæmpe, med et ansigt der er rødt og en vægtstang der ryster, og ingen kigger væk eller lader som om de ikke bemærker det. I de fleste andre sammenhænge i voksenlivet er det at anstrenge sig synligt noget man helst undgår. Man vil helst se ud som om tingene kommer let. I en crossfit-boks er den regel sat ud af kraft. Der er ingen der forventer at det ser let ud. Faktisk er det ofte omvendt, jo tydeligere kampen er, jo mere hepper folk omkring dig.
Det er en underlig ting at vænne sig til, hvis man er vokset op med en fornemmelse af at ens værdi hænger sammen med hvor godt man skjuler sin anstrengelse. Pludselig er man i et rum hvor det modsatte gælder. Hvor det at stå tilbage sidst, svede mest, og bruge tre minutter længere end alle andre om samme øvelse, ikke gør en mindre værdig i rummet. Det gør en til en del af det.
Mange der bliver hængende i crossfit i årevis, taler ikke først og fremmest om deres fremskridt målt i kilo eller sekunder, selvom de gerne fortæller om det hvis man spørger. De taler om navne. Om Kirsten der altid står ved siden af en til de svære løft. Om Peter der husker ens fødselsdag selvom man kun har trænet sammen i seks måneder. Om trænere der kan se på ens kropssprog om dagen har været hård, længe før man selv har sagt et ord. Det er den slags relationer der normalt kræver år at opbygge i andre sammenhænge, og som her nærmest opstår af sig selv, fordi man har delt noget fysisk ubehageligt sammen gentagne gange om ugen.
Der er også noget ved gentagelsen der gør noget ved en, som er svært at forklare til nogen der ikke har prøvet det. Man møder op mandag, onsdag, fredag, uge efter uge, og kroppen ændrer sig langsomt, men det der ændrer sig hurtigere er ens forhold til at møde op overhovedet. Man lærer noget om sig selv, som ikke handler om styrke eller udholdenhed, men om at man faktisk er i stand til at blive ved med noget, selv de dage hvor motivationen slet ikke er der. Det er en erfaring der har det med at sive ud i resten af livet. Folk der har lært at komme op af sengen klokken fem for at nå WOD’en inden arbejde, har ofte lettere ved at møde op til andre ting de egentlig ikke havde lyst til, en svær samtale, en deadline, et opgør de har udskudt.
Der er en grund til at så mange beskriver et vendepunkt i deres liv der falder sammen med at de begyndte til crossfit, uden at det nødvendigvis handler om vægttab eller muskler. Det handler om at have fundet et sted hvor de blev set gøre noget svært, gang på gang, og hvor det ikke blev mødt med ligegyldighed men med anerkendelse. For mange er det første sted i lang tid, hvor de har oplevet den kombination.
Det betyder ikke at alle skal elske crossfit, eller at det er den eneste vej til den slags oplevelse. Men det forklarer noget af det de fleste udefra misforstår, nemlig hvorfor folk der praktisk talt kaster op efter en hård WOD, kommer tilbage om to dage og gør det igen med et smil. Det ser masochistisk ud udefra. Indefra handler det sjældent om smerten. Det handler om det der sker omkring smerten.
Så næste gang nogen fortæller dig entusiastisk om deres seneste PR i dødløft, og du undrer dig over hvorfor de render rundt og er så glade for noget der objektivt set er ubehageligt, så husk at tallet sjældent er hele historien. Det er bare det de har lettest ved at sætte ord på.