Der er forskel på at være bekymret for sit barn og at vide hvad man skal gøre ved bekymringen. De fleste forældre kender det første rigtig godt. Det andet er sværere, og det er ikke fordi kærligheden mangler eller opmærksomheden svigter, men fordi børn ikke altid har sprog til det der fylder dem, og fordi forældre ikke er uddannet til at tolke det der gemmer sig bag adfærd, tilbagetrækning eller pludselige forandringer i et barn der ellers virkede fint.
En børnepsykolog arbejder præcis i det felt. Ikke for at overtage forældrenes rolle eller diagnosticere sig frem til en etiket, men for at skabe et rum hvor barnet kan mødes på sine egne præmisser, og hvor det der er svært kan blive synligt nok til at man kan arbejde med det.
Spørgsmålet om hvornår det er den rette hjælp er nok det spørgsmål flest forældre sidder med længe inden de handler på det. Tankerne går i ring, er det alvorligt nok, er det bare en fase, overreagerer vi, vil det gå over af sig selv? Og netop fordi de spørgsmål kan holde én i dvale i måneder, er det værd at se på hvad der faktisk peger i retning af at kontakte en børnepsykolog, fremfor at vente på at det bliver uomtvisteligt.
Børn reagerer på det der er for stort til dem på meget forskellig vis. Nogle trækker sig, sover dårligt, vil pludselig ikke i skole eller mister lysten til det de ellers elskede. Andre bliver voldsomme, impulsive, svære at rumme, eller de klæber til den ene forælder på en måde der føles anderledes end tidligere. En del børn somatiserer, altså de mærker det i kroppen som ondt i maven, hovedpine, en træthed der ikke forsvinder med søvn. Ingen af disse reaktioner er i sig selv et bevis på at noget er galt på en måde der kræver professionel hjælp, men hvis mønstret holder sig over tid, hvis det påvirker barnets hverdag, relationer eller trivsel, og hvis hverken barnet selv eller familien kan finde vej ud af det, er det et tegn på at der måske mangler en kompetence i rummet som ingen i familien burde forventes at have.
En børnepsykolog har redskaber til at møde et barn der endnu ikke har ord for det der er svært. Leg, tegning, fortælling, samtale tilpasset alder og udviklingstrin, alt dette er ikke blot hygge eller underholdning, men måder at nå ind til noget som direkte spørgsmål sjældent kan nå. For et barn på seks år er det ikke naturligt at sætte sig ned og forklare sine indre tilstande. For et barn på tolv er det heller ikke nødvendigvis let, selvom sproget er der. Det kræver et særligt samvær at skabe den tillid og det sprog, og det er præcis det en børnepsykolog er trænet i.
Der er situationer hvor en børnepsykolog er en oplagt første indgang, og situationer hvor det måske ikke er begyndelsen. Ved mistanke om diagnoser som ADHD, autisme eller andre neuropsykiatriske tilstande er den formelle udredning typisk noget der foregår via praktiserende læge eller PPR, kommunens pædagogiske psykologiske rådgivning. En privat børnepsykolog kan sagtens arbejde sideløbende med eller efter en sådan udredning, men forældrene bør vide at udredning og behandling er to forskellige ting, og at vejen til en egentlig diagnose ofte går gennem offentlige systemer. En privat børnepsykolog vil til gengæld typisk have kortere ventetid, mere fleksibilitet og mulighed for at møde barnet og familien med mere tid og kontinuitet end det kommunale system kan tilbyde.
Det er også værd at nævne at et barn ikke behøver at fejle noget for at have gavn af at tale med en børnepsykolog. Skilsmisse, sygdom i familien, dødsfald, et skoleskift, mobning, en storesøster der pludselig forsvinder ind i sin egen verden, det er alle begivenheder der kan efterlade et barn med noget det bærer alene, ikke fordi forældrene ikke er der, men fordi barnet vil beskytte dem, eller fordi det ikke ved hvordan det skal sige det. I de tilfælde er en børnepsykolog ikke et krisetegn men nærmere en kvalificeret samtalepartner til et barn der har brug for et sted der tilhører det selv.
Forældrene er altid en del af forløbet, men ikke nødvendigvis til stede i hvert møde. En god børnepsykolog vil arbejde med barnet som det primære og inkludere forældrene på en måde der støtter barnet fremfor at gøre forløbet til en forlænget forældrerapport. Det kan for nogen forældre føles fremmed, at aflevere sit barn til en fremmed og gå ud i venteværelset, men det er ofte netop det der giver barnet plads til at sige det det ellers ikke ville sige.
Timing er sjældent perfekt. Forældre venter ofte for længe, ikke af ligegyldighed men af håb om at det løser sig, og af en fornemmelse af at søge professionel hjælp er at indrømme at noget er galt på en måde man ikke selv kan håndtere. Men at bede om hjælp til sit barn er ikke det modsatte af at kunne håndtere det. Det er i de fleste tilfælde det mest gennemtænkte man kan gøre, og det ændrer ikke på at man er den der kender sit barn bedst.
Spørgsmålet er ikke altid om det er alvorligt nok. Spørgsmålet er om barnet bærer noget tungt, og om der er nogen med de rette hænder til at hjælpe med at løfte det.