Du har brugt tre timer på at researche noget du ikke behøvede at vide til noget som helst, fordi det fangede dig helt, og nu er det mørkt udenfor og du har stadig ikke svaret på den mail du åbnede i morges. Ikke fordi du glemte den. Men fordi du åbnede den, mærkede en slags modstand der ikke rigtig kan forklares, og så skete der noget andet, og nu er den der igen, ulæst og ventende, mens din hjerne stadig kører på den ting du fandt ud af for to timer siden.

AuDHD er betegnelsen for det overlap der opstår når autisme og ADHD forekommer hos samme person, og det er langt mere udbredt end de fleste forestiller sig. Forskning tyder på at en stor del af dem der får en diagnose for den ene tilstand, også opfylder kriterierne for den anden, selv om de to traditionelt er blevet betragtet som adskilte. I mange år troede man faktisk at autisme og ADHD ikke kunne forekomme samtidig, og den antagelse har efterladt mange mennesker med halve forklaringer på noget der aldrig helt gav mening.

Fordi kombinationen er særlig, og ikke bare summen af to sæt træk. Autisme og ADHD trækker på mange måder i hver sin retning, og det er netop det der gør det så svært at leve i og så svært for andre at forstå udefra. Autisme er ofte forbundet med et behov for forudsigelighed, gentagelse og struktur, en hjerne der trives med at kende rammerne og bliver urolig når de ændres. ADHD handler omvendt ofte om impulsivitet, søgen efter stimulation og en opmærksomhed der ikke lader sig styre efter planen. Når begge er til stede, opstår der en indre spænding som ikke er et valg og heller ikke er doven adfærd eller dårlig vilje, men derimod to neurokognitive systemer der kræver modsatrettede ting på samme tid.

Det kan se ud som at man er meget rutineorienteret og alligevel ikke kan fastholde rutiner. Som at man er dybt sensitiv over for sanseindtryk og lyd og sociale krav, og alligevel stimulisøgende og kedelig af det rolige. Som at man kan gå helt i dybden med et emne i ugevis og så pludselig ikke kan få sig selv til at åbne en opgave man selv synes er interessant. Mange med AuDHD beskriver det som at leve med en indre konflikt der aldrig rigtig slutter, ikke fordi de er splittet som personer, men fordi to dele af deres nervesystem har brug for ting der ikke altid kan tilfredsstilles samtidig.

En del opdager kombinationen sent, nogle først i voksenlivet, fordi den ene eller begge tilstande har været godt camoufleret. Autistiske piger og kvinder er historisk underdiagnosticeret fordi de sociale forventninger har fået mange til at lære at efterligne omgivelserne så overbevisende at det ikke har set ud som om noget var anderledes. Det koster enormt meget energi, og mange sætter det aldrig i forbindelse med noget neurologisk, men blot tror at de er dårligere til hverdagen end andre, mere udmattede, mere overvældede, mere bagud. ADHD-delen er til gengæld tit det der er mest synlig udefra, og er den derfor den der fanges først, mens den autistiske dimension forbliver usynlig endnu en årrække.

Når man endelig får et billede der passer, kan det have en dobbelt effekt. For mange er der en dyb lettelse i at forstå hvorfor livet har følt sig sværere end det burde, hvorfor strategier der virker for andre ikke virker, hvorfor man er udmattet af ting der ikke skulle koste noget. Og samtidig kan det åbne for en form for sorg over alt det tid man har brugt på at tro at man bare manglede noget, at man med lidt mere indsats ville kunne det som alle andre tilsyneladende bare kan.

Støtte og hjælp til mennesker med AuDHD kræver en forståelse for netop denne dobbelthed. Mange standardtilgange til ADHD-coaching eller autistisk støtte er designet med den ene tilstand for øje, og det der hjælper den ene kan godt forværre den anden. En ADHD-coach der arbejder med at skabe variation og impulsiv handling kan aktivere angst hos den del der har brug for forudsigelighed. En autisme-tilgang der handler om at bygge stærke rutiner og fjerne uforudsigelighed kan kollidere med den del der keder sig og mister grebet om noget der er for fast. Den bedste støtte er den der formår at holde begge dele i mente uden at forsøge at løse den ene på bekostning af den anden.

For mange handler det ikke om at blive helbredt for noget, men om at lære sig selv at kende på en måde der er mere præcis end det billede man hidtil har haft. At forstå hvorfor bestemte situationer dræner energien fuldstændigt, hvornår sensorisk overbelastning er ved at ske og hvad der sker bagefter, hvilke omgivelser der giver mere ro og hvilke der tager alt, hvad man har. Og ikke mindst at lære at skelne mellem det der faktisk er muligt og det der bare ser simpelt ud udefra.

Der er noget særligt ved den erkendelse at ens hjerne ikke er defekt, men anderledes sammensat på en måde der kræver en anden form for tilpasning end den verden normalt tilbyder. Ikke som en trøst, men som et udgangspunkt for noget mere brugbart end at blive ved med at prøve hårdere på måder der ikke virker.

Hvad ville det ændre, hvis du holdt op med at behandle din udmattelse som et karaktertræk?