Du ved godt hvad der skete. Du kan fortælle historien fra start til slut, roligt og kronologisk, og du kan mærke at du har bearbejdet den mange gange. Alligevel sidder det stadig der. Ikke som en tanke man ikke kan slippe, men som noget i kroppen der reagerer før du når at tænke, en spænding i brystet ved en bestemt lyd, en pludselig uro i en situation der objektivt set er tryg, en fornemmelse af at fortiden ikke helt er fortid endnu.

Det er udgangspunktet for mange der finder vej til EMDR-terapi. Ikke at de ikke har forsøgt at forstå sig selv, men at forståelsen ikke har været nok til at flytte noget.

EMDR står for Eye Movement Desensitization and Reprocessing, og det er en terapiform der oprindeligt blev udviklet til behandling af traumer og posttraumatisk stress. I dag bruges den langt bredere, til angst, fobier, sorg, lavt selvværd og de mange former for belastning der ikke nødvendigvis bærer et klinisk navn, men som fylder uforholdsmæssigt meget i et liv. Metoden ser anderledes ud end de fleste former for samtaleterapi, og netop det gør den svær at forklare på forhånd, og lettere at undervurdere.

En session med EMDR indebærer bilaterale stimuli, typisk at terapeutens fingre bevæger sig frem og tilbage foran dig mens du følger dem med øjnene, eller at du hører skiftende lyde i hvert øre, eller mærker let berøring skiftevis på hænder eller knæ. Mens denne stimulation foregår, holder du et bestemt minde, en fornemmelse eller et billede i bevidstheden, og lader hvad der opstår, opstå. Du dirigerer det ikke. Du analyserer det ikke. Du observerer bare hvad der sker mens hjernen arbejder.

Det lyder mærkeligt og for mange føles det også mærkeligt, i hvert fald første gang. Men det er ikke magi, og det er ikke tilfældigt, selv om det endnu ikke er fuldt forstået videnskabeligt hvorfor metoden virker. Den mest udbredte forklaring peger på at den bilaterale stimulation aktiverer den samme hjernemekanisme der er i spil under REM-søvn, den søvnfase hvor hjernen naturligt bearbejder og sorterer dagens og livets oplevelser. Traumer og stærke belastninger forstyrrer denne naturlige bearbejdningsproces, og de ubearbejdede oplevelser bliver liggende i nervesystemet på en måde der gør dem tilgængelige og reaktive på en måde der ikke hænger sammen med det aktuelle liv. EMDR ser ud til at hjælpe hjernen med at genoptage det arbejde den ikke fik gjort.

Hvad mange oplever undervejs er overraskende. Minder dukker op i en rækkefølge de ikke havde forudset. Følelser skifter, forsvinder, intensiveres og falder til ro igen. Kroppen reagerer, med tyngde, prikken, varme, tårer, en pludselig lettelse der er svær at sætte ord på. Og efterfølgende kan det minde man arbejdede med føles anderledes, ikke borte, men som om det har fundet sin plads, som om det er blevet noget der skete, frem for noget der stadig sker.

En vigtig ting at vide er at EMDR ikke kræver at du genfortæller det der er svært i detaljer. Det adskiller sig fra mange andre terapiformer netop her. Du behøver ikke at lægge ordene frem og gå dem igennem minutiøst for at noget kan flytte sig. For dem der har oplevet at verbalisering af svære oplevelser har føltes som at åbne noget uden at lukke det igen, kan det være en lettelse. For andre er det forvirrende at der sker noget reelt uden at det er sat i ord.

Forløbets længde varierer. Nogle oplever mærkbar forandring efter få sessioner, særligt hvis der er én veldefineret begivenhed der behandles. Andre har et mere komplekst mønster af belastninger der går langt tilbage, og der kan forløbet strække sig over måneder. En god EMDR-terapeut vil bruge tid på at kortlægge hvad der skal arbejdes med og på at sikre at du har ressourcerne til at rumme det der opstår undervejs, fordi sessioner kan være intensive, og integrationstiden efterfølgende er del af processen.

Det er heller ikke en metode der passer alle. Mennesker der befinder sig i akut krise, er ustabile psykisk eller ikke har et tilstrækkeligt stabilt fundament at vende tilbage til efter en session, vil typisk have brug for at etablere det fundament først. EMDR er ikke en genvej uden om relationens betydning i terapien, selv om teknikken fylder meget, er den menneskelige kontakt og tilliden til terapeuten afgørende for at processen kan finde sted.

Det der gør EMDR svær at forklare til dem der ikke kender det, er at det er svært at beskrive en oplevelse der primært foregår et sted uden for sproget. Folk der har arbejdet med det siger tit at de ikke forstår præcis hvad der skete, men at de mærker forskellen. At noget der vejede, vejer mindre nu. At en situation der plejede at trigge dem, ikke gør det mere, eller i hvert fald ikke på samme måde og med samme intensitet.

Og det er måske det mest ærlige man kan sige om det. Ikke at det altid virker, ikke at det er det rigtige for alle, men at det for mange mennesker gør det muligt at bearbejde noget der ikke lod sig bearbejde med ord alene, og at det efterlader ikke bare en forståelse af det der skete, men en egentlig forandring i måden det lever i kroppen på.

Spørgsmålet er ikke om du forstår det der er svært. Du gør sikkert allerede det. Spørgsmålet er om det at forstå det har gjort det lettere at bære.